Medicingennemgang på plejehjem og i hjemmeplejen
Lyngby-Taarbæk Kommune
En medicingennemgang på plejehjem og i hjemmeplejen gennemføres hovedsagligt som en samtale mellem en farmaceut og den medicinansvarlige kontaktperson. I enkelte tilfælde kan samtalen afholdes med den enkelte borger. Samtalen afholdes ud fra borgerens aktuelle medicinering, og der vurderes på risiko for medicinrelaterede problemer. Herefter foreslås i fællesskab mulige ændringsforslag til medicinen som vurderes af borgerens læge.
Klik her for at se hele eksemplet!
Den gode visitationspraksis
Odense Kommune
Bevillingskontoret i Odense Kommune, som visiterer ældre borgere til ydelser på ældreområdet, har reduceret ventelisten for visitation til disse ydelser - sagsbehandlingstiden er reduceret med knap 50 %.
Undersøgelser har vist, at medarbejderne anvender en relativ stor andel af arbejdstiden på støtteprocesser, herunder administration, planlægning, møder, transport mv., frem for visitation af enkeltsager. Desuden er det dokumenteret, at der er stor forskel i visitationspraksis, hvilket i værste fald medfører uensartet udmyntning af serviceniveauet i kommunen.
Indholdet i afgørelserne, der er forskellige fra medarbeder til medarbejder, det tværgående samarbejde med leverandører på området samt den manglende synlighed af hvad Bevillingskontoret står for har peget på, at der eksisterer et muligt forbedringspotentiale.
På baggrund af undersøgelsen er der igangsat en række udviklingsaktiviteter: Individuelle læringsforløb for medarbejderne på bevillingskontoret, udarbejdelse af standard for god visitationspraksis, dybdegående analyse af tiden anvendt på støtteprocesser mv.
Klik her for at se hele eksemplet!
Undervisning af plejepersonale - mere viden giver tryghed.
Lyngby-Taarbæk Kommune
Undervisning af plejepersonale i forskellige emner med forbindelse til håndtering af medicin på plejehjem og i hjemmeplejen. Målet er at forbedre personalets kompetencer til at håndtere, administrere og observere effekten af borgernes medicin. Undervisningen er foregået på plejehjem og genoptræningscenter i Lyngby-Taarbæk Kommune i et samarbejde med kommunens 3 apoteker. Formålet med undervisningen er at øge personalets viden på forskellige områder, og dermed give tryghed for en bedre og mere sikker medicinhåndtering.
Klik her for at se hele eksemplet!
Socialpædagogisk metode til at undgå magtanvendelse overfor den demente borger
Servicestyrelsen
Socialpædagogisk metode er et godt arbejdsredskab, når man vil undgå magtanvendelse overfor demente. Metoden er afprøvet og evalueret på kurser i 7 projektkommuner, og man kan nu få kurser i metoden i alle kommune.
Metoden handler blandt andet om at blive bedre til at forstå mennesket bag en demenssygdom, og arbejde med de gode, velfungerende sider ved den demente. Dermed får både borger og plejepersonale en bedre hverdag, med mere tryghed og færre konflikter.
Klik her for at se hele eksemplet!
ODA-modellen: Organisering af Dag- og Aflastningstilbud til demente
Servicestyrelsen
ODA-modellen er udviklet gennem et projekt i ti kommuner. Projektet havde til formål at udvikle redskaber, der kunne give et koordineret samspil mellem kommuner og frivillige sociale organisationer om dag- og aflastningstilbud til demente og deres pårørende. Projektet er implementeret i de ti kommuner, der har haft stor nytte af at få et bedre samspil, til gavn for borgerne. Det har givet bedre og klarere tilbud til borgerne.
Men modellen kan anvendes på alle områder, hvor der findes, eller kan udvikles, et samarbejde mellem kommuner og frivillige social organisationer
Klik her for at se hele eksemplet!
Borgerinddragelse i sagsbehandling på ældreområdet
Vesthimmerland Kommune
Skab borgerinddragelse og synliggørelse af borgernes ressourcer i sagsbehandlingen
Som projektkommune i Projekt God sagsbehandling har visitatorerne i Løgstør Kommune (nu del af Vesthimmerland Kommune) arbejdet med inddragelse af borgerne i sagsbehandlingen på ældreområdet.
Visitatorerne har lært at sikre borgernes muligheder for at medvirke til oplysningen af sagen samt tydeligt at dokumentere de oplysninger fra borgerne, som har betydning for sagen. Samtidig har der været fokus at synliggøre borgernes egne ressourcer.
Dermed har visitatorerne fra den tidligere Løgstør Kommune opnået praktisk erfaring med at udføre sagsbehandling, der fuldt ud lever op til kravene i retssikkerhedsloven om borgerinddragelse.
Klik her for at se hele eksemplet!
Gode skriftlige afgørelser på ældreområdet
Rebild Kommune
Skab forudsætningerne for den gode afgørelse
Som projektkommune i Projekt God Sagsbehandling har visitatorerne i Støvring Kommune (nu del af Rebild Kommune) anvendt en ny afgørelsesskabelon, udviklet som led i "Metode til god sagsbehandling".
Metoden indeholder en afgørelsesskabelon med udgangspunkt i Ankestyrelsens anbefalinger til opbygning og indhold i en god afgørelse. Skabelonen sikrer, at lovgrundlagets bestemmelser vedrørende indhold og formkrav til afgørelsen overholdes, fx begrundelse, formål med hjælpen, leverancesikkerhed, henvisning til relevante retsregler, skema over tildelte ydelser mv.
Endelig er der ud fra anbefalinger fra Ankestyrelsen udarbejdet en klagevejledning, som kan vedhæftes afgørelsen og sendes ud til borgeren.
Klik her for at se hele eksemplet!
Kvalitetssikring af sagsbehandling på ældreområdet
Vesthimmerland Kommune
Skab systematisk kvalitetssikring af sagsbehandlingen på ældreområdet
Visitatorerne i Løgstør Kommune (nu del af Vesthimmerlands Kommune) har som deltagere i Projekt God Sagsbehandling på ældreområdet arbejdet med systematisk faglig og juridisk kvalitetssikring af sagsbehandlingen på ældreområdet gennem et dertil indrettet kvalitetssikringsredskab.
Kvalitetssikringsredskabet understøtter, at visitatorerne selv kan undersøge, om såvel myndighed som leverandør lever op til juridiske og faglige krav til sagsbehandling og levering af hjælp. Redskabet kan samtidig være med til at sikre en mere ensartet praksis blandt kommunens sagsbehandlere, hvilket er vigtigt i forhold til borgerens retssikkerhed.
Klik her for at se hele eksemplet!
Målretning af sagsbehandling på ældreområdet til hver enkelt borgers behov
Struer Kommune
Som projektkommune i Projekt God Sagsbehandling har Struer Kommunes visitatorer arbejdet praktisk med "Metode til god sagsbehandling" som blandt andet understøtter målretning af sagsbehandlingen til hver enkelt borgers behov. Dermed har visitatorerne erfaring med redskaber, der forhindrer overoplysning af borgernes sager til gavn for borgerens retssikkerhed og effektiviteten af sagsbehandlingen i kommunen. Samtidig sikrer metoden, at visitatorerne kommer hele vejen omkring borgere med komplekse behov og ikke udelader relevante fokusområder og behov for hjælp.
Klik her for at se hele eksemplet!